BrystkræftforeningenForsideBrystkræftforeningenPressekontakt og nyhedsarkivBrystkræftforeningenKalenderBrystkræftforeningenWebshopBrystkræftforeningenMagasinet BrystkræftBrystkræftforeningenMedlemmerBrystkræftforeningenStøt osBrystkræftforeningenKontaktBrystkræftforeningenNyttige linksBrystkræftforeningenSøg
BrystkræftforeningenBrystkræftforeningen
StøtBliv medlem
At være pårørende til en kræftramt
At være pårørende til en kræftramt

At være pårørende til en kræftramt

Lis Mønster Knudsen gik på efterløn som 60-årig efter en lang karriere som sygeplejerske. Hun skriver ud fra sine personlige erfaringer som brystkræftpatient.

At være pårørende til en kræftramt
Jeg troede, at jeg havde været igennem det hele, da jeg fik brystkræft for 3,5 år siden. Jeg er kommet godt igennem forløbet. Jeg er kræftfri, og hverdagen fungerer igen. Det er jeg lykkelig for. Men for fem måneder siden fik jeg en meget trist meddelelse. Mit barnebarn på 25 år havde fået konstateret lungekræft med spredning til lymfekirtlerne i brysthulen. Da faldt min verden sammen! Mit eget sygdomsforløb var pludselig i småtingsafdelingen.

Ingen ved, hvorfor mit barnebarn har fået kræft. Det har været så hårdt for ham. Kemo har givet ham bivirkninger i form af træthed og ekstrem kvalme. Han har fået stråler på lymfekirtlerne i brysthulen, som har betydet, at hans spiserør er så påvirket, at han ind imellem ikke kan spise. Han har været indlagt et par gange til sondemad. Det er slet ikke til at bære, når ens barnebarn på 25 år skal igennem alt dette. Hvad gør man så som pårørende?

Som mormor er jeg parat til at gøre alt! Som sygeplejerske og tidligere kræftpatient synes jeg jo, at jeg ved en masse om det. Jeg har prøvet at tale med ham om bivirkninger af kemo og stråler, og hvad man kan gøre for at afhjælpe disse. Jeg måtte selv finde ud af mange ting, da jeg var syg. Det kunne han blive forskånet for ved at få råd af mig.
Men han er ikke modtagelig. Han er 25 år og – tror jeg – sætter en ære i at klare det selv. Så jeg har lært at træde et skridt tilbage og lade ham komme til mig, hvis han får behov.

Han har sine forældre, som hele tiden er der for ham. Men ind imellem ‘afviser’ han også dem. De ved naturligvis ikke så meget om kræft, som jeg gør, men vi kan støtte ham på forskellig vis, hvis han ellers ønsker det.

Det er rigtig svært at være pårørende til en kræftpatient, når man selv har haft kræft. Jeg vil så gerne hjælpe, men det er ikke sikkert, at han ønsker min hjælp. Jeg tror, at det ville være anderledes, hvis det var en 70-årig pårørende, som fik kræft. Jeg har tidligere hjulpet flere nære venner, som har fået kræft. Både fysisk og psykisk, og de har været glade for min omsorg. Men i dette tilfælde føler jeg mig magtesløs.

Jeg tror, at det vigtigste er, at jeg meldte ud til mit barnebarn, at jeg er her for at hjælpe. At jeg så sidder her med alle mine ‘talenter’ uden at kunne/må hjælpe, det må jeg bide i mig. Selv om det er svært.

close
Søg på dette site